
Musikalsk Passion og Kunstnerisk Dedikation
Hanne Ladefoged er født og opvokset på en gård på Vestfyn. Allerede som 17-årig blev hun optaget på Det Fynske Musikkonservatorium, hvor hun i 1957 afsluttede sin uddannelse med en diplomeksamen som pianist. På konversatoiet fik Hanne den Ungarske pianistinde Panni Nagy som lærer. Panni var flygtet fra Ungarn i 1956 og underviste i Odense i mange år.
Hannes musikalske talent og dedikation har ført hende vidt omkring, og gennem årene har hun forenet sin passion for musik med en aktiv karriere som både underviser og koncertpianist. I 1959 havde hun sin debut koncert i Odd Fellow-Palæet i København. Hun har siden da begejstret publikum i både ind- og udland med sin virtuositet og sans for fortolkning.
Ud over sin karriere inden for musik har Hanne altid haft en stærk tilknytning til kunst og litteratur. Hendes kreative åre har fundet udtryk i både malerkunsten og poesien. Hun har udgivet seks anmelderroste digtsamlinger, hvor hun med stor følsomhed og indsigt skildrer livets dybder, naturens skiften og menneskelige relationer. Hendes malerier, der ofte bærer præg af både abstrakte og ekspressive elementer, afspejler hendes unikke blik for farver, stemninger og komposition.
Hendes seneste projekt er en ny opførsel af den anerkendte danske komponist Vagn Holmboes værk Suono da bardo, som opføres i Dråby Kirke ved Jægerspris den 11. maj 2025 kl. 16.00. Koncerten markerer en særlig begivenhed, da værket kun er opført én gang tidligere. Man får dermed en enestående mulighed for at opleve denne musikalske skat for første gang. Arrangementet er gratis og åbent for alle, og i forbindelse med koncerten vil der være mulighed for at købe Hannes digtsamlinger, så man kan tage et stykke af hendes kunstneriske univers med sig hjem.
Med en livslang dedikation til kunsten – både i toner, ord og billeder – fortsætter Hanne Ladefoged med at inspirere og berige sin omverden.

Vagn Holmboe
Vagn Gylding Holmboe (født 20. december 1909 i Horsens, død 1. september 1996 i Ramløse) var en af Danmarks mest betydningsfulde komponister.
Han blev optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium som 17-årig og blev uddannet under blandt andre Knud Jeppesen og Finn Høffding. I 1930 fortsatte han sine studier i Berlin, og i 1933-1934 opholdt han sig i Rumænien, hvor han blev gift med den rumænske pianist Meta May Graf. Han var bror til Knud Holmboe, en rejsende journalist og en af Danmarks første muslimske konvertitter.
Fra 1947 til 1955 var Holmboe musikanmelder ved Politiken, og i 1950 blev han ansat som lærer ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Fra 1955 til 1965 var han professor i teori og komposition. Han spillede en central rolle i dansk musikliv og var en flittig skribent gennem hele sin karriere.
Holmboes værkproduktion omfatter mere end 400 kompositioner på tværs af næsten alle genrer indenfor den klassiske musik. Blandt hans værker for kor a cappella kan nævnes Liber Canticorum og Sange mod vårdybet, sidstnævnte sat i musik til digte af William Heinesen. Han skrev desuden 13 symfonier samt den satiriske opera Kniven (1963).
For at ære Holmboes musikalske arv afholdes der siden 2000 en årlig festival i Horsens, Holmboe i Horsens, dedikeret til klassisk musik. I forbindelse hermed uddeles Holmboe Prisen.